torsdag den 10. maj 2018

Havelyst - Gaffeludplantning

Dette er endnu en af Uglemors artikler over fra Havelyst.  

     Jeg forspirer mange ting indenfor i speedlingsbakker. Det er de der sorte eller grønne bakker med tragtformede huller på rad og række.  Og jeg har altid haft svært ved at få planterne ud uden at ødelægge enten planterne eller bakkerne. Det smarteste, jeg endnu havde hittet på, var at skubbe dem ud med en blyant gennem hullet i bunden. Her forleden læste jeg så om gafler og udplantning hos Lone Landmand og Søren Sørøver – det måtte prøves.
     I dag udplantede jeg mine Skønhedsøjer - der jo gav en intens rødorange - med gaffelmetoden.
     Den er godkendt! Hvor var det let.

 Først vander man jorden, så den ikke skrider for meget og stikker en plantepind i den.


 Så tager man en gaffel ...

 ... og en bakke planter. Gaffelen stikkes ned langs kanten…


 … og planten vippes lige så elegant ud af bakken.


 Plantepinden drejes rundt og hives op ...

 ... og efterlader det flotteste hul. 
Jeg kunne godt tænke mig en bredere og kortere plantepind - det må blive en vintersyssel.

 Planten stikkes ned i hullet…


 … og trykkes fast med gaffelen. Sådan!


     Her er alle skønhedsøjerne plantet. De bliver afdækket med hvidtjørne-grene fra træet ved siden af som værn mod katte og slagregn.

tirsdag den 8. maj 2018

Samtale med Haveuglen - Nye bede

     Uglemor må bare prale med sine fine bede. Der er sat sneglespærre om det øverste, sået salat, radiser og Susanne med det sorte øje. I de næste par bede er der sået pynteblomster og i de to nærmest dome er der lagt kartofler.  Om lidt sår jeg majs og kål.
     Er du nu tilfreds, Haveugle?

Havevandring - Dominoarbejde

     Domino-arbejde. Uglemor skriver om det fra tid til anden, og der er også andre der oplever det. Det er underligt. Man starter dagen med at beslutte at i dag skal man A, og så B, ... men så, så sker der noget. Noget, der kræver handling her og nu. Og desuden; for at lave A, som jeg havde sat mig for, må jeg først gøre C, og D for at få plads til E, som så fører til F og så fremdeles .... og så er dagen gået uden at jeg fik tid til A for slet ikke at nævne B. Den slags kalder Uglemor domino-arbejde.

- 🀹 -

Og hvad skulle Uglemor så gøre i dag?
A. Skære nogle syrener ned for at give plads til andre buske og træer.
B. Plante en masse frø i bed 3 der hvor jeg stoppede i går
C. (Måske) Lave en bukkarsæbe

Frø, parat til at blive sået

     Men jeg besluttede at begynde med at save syrener ned.

Starten på nedskårne syrener.

     Så opdagede Uglemor at nogle af syrenerne faktisk var hvide. Vi havde besluttet at de jo bare duplikerede andre syrener, men vi har ikke andre hvide end her. Det må diskuteres med Skribenten, som naturligvis er på arbejde og til møde. Han er først hjemme efter det er blevet mørkt.
     Men hov, den vilde kørvel der gror der, lige under træerne. Den er jo stor nok til at farve med. Og hvis den bliver stående tramper vi den nok bare ned.

 - 🀺 - 

Vild kørvel efter plukning

Plukke, plukke, plukke. Så ind og veje. Der er for meget garn, det må vindes om. Nej, det er nok lettere at plukke lidt flere planter. Plukke, plukke, plukke. Vand i, tænd gryden. Hvor er det bare skønt med den vidunderlige gryde.

 - 🀻-

Mælkebøtter er koncentreret solskin

     Så kom den første Ugleunge hjem fra skole med nogle smukke blomster til Uglemor. Medens de blev sat i vand, faldt Uglemors blik på planterne i vinduet. De trængte også til vand NU!
     Måske er det også tid til at plante artiskokker eller auberginer ud? De er meget store. Nogle af de andre skal i hvert fald ud - når der er blevet sået.

- 🀼 -

Artiskokker og laurbær på terrassen

     Artiskokkerne blev sat på dagophold på terrassen. Samtidig skrubbede Uglemor lige et par uldlus af laurbærplanten. Hverken de eller jeg er til sinds at opgive kampen.
     Auberginerne, derimod skulle bo i domen. En af dem var allerede i en stor potte, den blev båret derud med det samme.
 
- 🀽 -

Auberginen på sin nye plads. Flere kommer de følgende dage.

     Inde i drivhuset var der varmt! alt for varmt. Selv med det ene vindue og den øverste del af døren åben var der tropiske varmegrader. Det andet vindue skulle i, NU!. Uglemor hentede hammer, sav, skruer og skruemaskine. Heldigvis kom Piraten forbi og kunne give en hånd med at holde og række ting. Uglemor har altså kun to hænder.

- 🀾 -   

Begge vinduer på vid gab.

     Så spiste vi frokost og Uglemor gik ud og hentede æg. Skrukhønen lå stadig på reden - og havde fået selskab af en mere. Uglemor greb gulvskrubben som står der for det samme - høns hakker hårdt - og jog madammerne ud. Da lemmen gled ned og spærrede for indgangen, så Uglemor at den var i stykker. En hel ræv ville med lethed kunne kravle ind mellem opgangen og lemmen. Det går ikke!
     Uglemor hentede atter hammer, sav, skruer og skruemaskine. Heldigvis har vi masser af planker, brædder osv. stående der, hvor hønsene bor. Og der var da også noget, der kunne bruges, så hønsene fik en fin, ny hoveddør.

- 🁁 -

Ny hoveddør til hønsene.

     Uglemor skulle jo ind i hønsegården for at reparere lemmen. Og døren ind til hønsegården var søreme også i stykker. Den har hængt lidt et stykke tid, og Ugleungerne er ikke blide ved den. Uglemor reparerede og forkortede så den grønne snor, som mennesker, men ikke høns, kan bruge til at åbne døren indefra med.

- 🁂 -

Repareret lås til hønsegården

     I går havde vi forsøgt at tænde bål og riste pølser. Det var bare ikke lykkedes. I dag var Uglemor kommet i tanker om, hvad vi havde gjort forkert - og det var Piraten også. Så sammen fandt vi grene, aviser, brænde og skumfiduser frem. Minimax og Spirillen lugede, lidt, og spidsede pinde til skumfiduserne.

- 🁃 -

Skumfiduser med mini-pinde

Vi brugte mange forsøg på at tænde ild. Uglemor hentede mange grene og Piraten flere aviser.
- 🁄 -


Mandagens sørgelige rester

     Så gik det op for Uglemor, hvad der var galt. I går var det helt vindstille, men i dag blæste det altså for meget. Vi har brug for læ.
     Uglemor hentede en gammel slidt presenning, tre tentorpæle og et stykke sejlgarn

- 🁅 -

Vindbeskyttelse til bålet, der skulle lige to tentorpæle mere til.

     Mens Ugleungerne så lugede lidt mere og ventede på bålet, ville Uglemor endelig så sine frø. Men så kom hun forbi løvstikkerne og så, at de totalt skyggede for super-mynten midt i bedet. Med hjælp fra Minimax, endnu flere tentorpæle og sejlgarn, lavede vi denne løvstikke-holder.

- 🁊 -

Løvstikkerne står pænt nu.

     Lige ved siden af løvstikkerne er aspargesbedet. Uglemor så, at to af aspargeserne skulle høstes, og så skulle der luges. Den ene af de nyindkøbte asparges, den røde, havde spiret, og var sprunget ud. Den må godt.

- 🁊-


To asparges, der skal plukkes og flere på spring.

     Aspargeserne er plukket, Ugleungerne laver deres pligter medens flammerne bliver til gløder så de kan riste skumfiduser, Domen har den rette temperatur, hønsene klukker mere eller mindre fornøjet udenfor og ulden står og køler af i den vidunderlige gryde. Uglemor tager frøposerne og sår.
     Med hånden fuld af småbitte kålfrø hører Uglemor en af Ugleungerne råbe. Først tage hun sig ikke rigtigt af det, det lyder ikke alvorligt. Men det er jo Spirillen og han råber højt på mor. Uglemor sår lynhurtigt de frø, hun sidder med og løber hen til ham.
      Han var ved at hænge vasketøjet op da snorene knak. Nu står han med hænderne og hovedet fulde af snore med rent, vådt vasketøj, er ikke må falde på jorden. Efter en , føles det meget lang tid med halen og trækken i diverse snore og udspørgen af Spiril, finder Uglemor endelig den rigtige løse ende at hive i. Hun binder den fast, men de sidste to kan hun ikke nå at hænge op. Det er Skribenten, der har hængt tørresnorene op, og han er næsten to meter, så Uglemor lader bare snorene ligge og beder Spiril bruge de ikke-knækkede.
- 🁋 -

Ophængt vasketøj og knækkede snore.

     Ugleungerne rister skumfiduser, Uglemor planter frø. Solen skinner stadig, selv om det efterhånden er blevet sent.
     Uglemor bliver færdig, samler frøene sammen, plukker salat og radiser i domen, lukker døren, slipper hønsene ind og går ind for at lave aftensmad. Men først skal hun lige se til ulden, hente alle redskaberne ind fra haven og tjekke at alle Ugleunger har lavet alle deres lektier.

- 🁋 -

Alle de frø, Uglemor fik sået i dag

     Syrenerne står stadig, bukkarvandet venter stadig i køleskabet, men det bliver jo en lige så dejlig dag i morgen.
 - 🁌 -

lørdag den 5. maj 2018

Havevandring - Forårshøst

     Uglemor har været flittig i haven. Den 28. april kom tomaterne ud i domen, det er tidligt, men en dome skulle også blive hurtigere varm end et normalt drivhus. Og tomaterne trivedes.
     I går formiddags var Uglemor på en længere rejse efter haveredskaber, vinduesoplukkere og samleled til vandingsanlægget.
     I går eftermiddags blev det hele så installeret og så blev peberfrugter og chili plantet ud.
En smuk anemone, som Skribenten plukkede.

Et af de nye haveredskaber - og så er det blåt :)

En vinduesåbner installeret.

En ny ugle i haven. Også den er blå.

Dagens høst fra domen

Nyplantede peberfrugter, overvintrende salat og selvsået dild.
Der er også to rækker blandede radiser.

Alle de nyplantede peberfrugter og chilier.

Tomater der bare gror, og mit fine vandingssystem.

I den lokale Irma kunne man købe "Krydret karse". Det var bare slet ikke karse, men rød shiso og stevia. Netop de to, der bare ikke har villet spire. De var oven i købet billige. Haps, endte de i kurven og blev straks delt og puttet i større potter.