mandag den 22. april 2013

Havevandring - Hjemmeskole

     Sidste år havde Uglemor mildt sagt ikke så meget energi, så bedene blev renset for rødder sidst i marts, plantet til, og så skete der ikke rigtigt mere. I år er energiniveauet højere, og lockouten lader os jo afholde biologitimer udendørs. 
     Lige nu er lektionerne: 1) Lær at kende forskel på rødder fra kvikgræs og snerler. 2) Hvor mange gange kan man fylde en 10-litersspand med rødder fra et bed på 6 × 1,10 m. (svaret er 12!) Hønsene er vældig glade for at hjælpe os med at tømme spanden igen.
     Vi har nu ryddet to bede og i dag fik Uglemor endelig købt noget mere såjord, så nu skal der altså plantes ud. De små - eller nok ikke længere så små - planter skriger efter bedre plads.

 De to lugede bede er dem nærmest domen. Det grønne der gror i bedet nærmest fotografen (Uglemor) er pastinakker. Ingen grund til at købe pastinakfrø. Man skal bare lade en enkelt af de overvintrende skønheder brede deres gule skærme ud, og så får man millioner af pastinakker i hele haven.
 

Spirillen miner muld til bede, frugtbuske og træer
 
       Morgendagens lektion bliver altså ompotnig af de tomater, vandmeloner osv. vi såede den 2.-5. april. Det bliver til en snak om vand, næring, lysforhold og pladsproblemer. Så tager vi nogle billeder, som vi klæber ind i en bog og skriver lidt om dem. Vi arrangerer også et væddemål/væddeløb mellem de forskellige planter; hvem får først afgrøder på »sin« plante. Skribenten vandt væddemålet om hvilken plante der spirede frem først. Det gjorde vandmelonerne.

Disse planter længes efter at få et større hjem. 
Peberfrugter, tomater, vandmeloner, japansk indigo, endnu flere tomater og sukkerroer. Det eneste der ikke er spiret, er vores løvstikke.