torsdag den 20. september 2018

Samtale med Haveuglen - Frodighed

     Da vi sidst hilste på Haveuglen, midt i tørken, var han den  Gnavne Haveugle. Da Uglemor i går endelig fik kæmpet sig frem til ham, var han betuttet og måske lidt overvældet.

     😕 - Øhh, Uglemor, hvad skete der egentlig? Jeg tog en lille lur, og se nu.

     🦉 - Der skete to ting, Haveugle. For det første blev det regnvejr igen, for det andet forsvandt mit yndlings-haveredskab, næbbet. Det er det, jeg bruger til at klippe alt, der ikke kan klares med plæneklipperen; gangene, kanterne, rundt om din rede, under buskene ... alle sådan nogen steder.
    En eller anden Ugelunge (ingen navne her) havde puttet næbbet ind i det gamle legehus, da han skulle slå plænen. Jeg, og også Ugleungerne og Skribenten har ledt og ledt, men jeg fandt det faktisk først i mandags, og det var meget heldigt, for da havde jeg lige fundet den første valnød på græsplænen. Så jeg har klippet rundt om valnøddetræerne, under æbletræerne, og ude foran, så skraldemændene kan komme til vores affaldsbøtter.
     Alle gangene, rundt om buskene her ved din rede og alle de andre kanter står i kø til det bliver fint vejr igen.
😕  - Jo tak, det må jeg så glæde mig til. Der er lidt mange af de gule, stikkende hindbær her foran mig.

🦉 - Men, Haveugle. Hvis nu du drejer hovedet rundt, så kan du se nogen meget smukke planter heromme bagved. De er spiselige, men lige kønne for det.
Bladbeder -- Radise -- selvsåede fuglefrø (vist nok)

tirsdag den 31. juli 2018

Samtale med Haveuglen - Tørke og ideer

🦉 = Uglemor
😠 = Den knotne Haveugle

     Haveuglen var sur, rigtig sur. Da Uglemor kom i nærheden i går, fik hun et ordentligt møgfald:

😠"Hvordan er det, min rede ser ud? Du lovede mig blomster og smukke ting, og se nu. Tørre klumper af hestemøg og afsvedne ukrudtsrester? Og dine gange ... de er fulde af ukrudt. Skulle du ikke kunne gå i dem? De er en skændsel. Og så står der grimme plastikdimser rundt omkring, for eksempel den gamle underdel af et hønsvandingstårn, hvad ligner det. Tag og ryd op! Og så det smukke lavendelbed. Der er ikke flere lavendler tilbage, du har ladet det hele gro til! Du er altså en sjuske, Uglemor!"

     Stakkels Uglemor fik helt røde ører over den svada og gik rundt i haven for lige at køle af.
     Haveuglen står i sin stenrede med afsvedent ukrudt og pinde.

     Lavendebedet et groet til i ukrudt.


Og gangene mellem bedene ligeså.

🦉 Da Uglemor vendte tilbage var hun kølet nok af til at fortælle Haveuglen, hvorfor haven så sådan ud. "Ja, du har ret," svarede Uglemor. "Din rede ser rædsomt ud, men det eneste, jeg kan og vil gøre noget ved, er dine pinde. Kan du huske forleden, da jeg klippede alle de stikkende og kedelige gule hindbær ned? Da tog jeg de kulørte flasker af pindene for at Skribenten ikke skulle smadre dem, når han flyttede grenene væk. Nu skal jeg nok sætte dem op igen. Det afsvedne kan jeg altså ikke gøre noget ved, det regner jo ikke, så blomster og græsplæner må lide i tørken. Jeg vander kun det, vi spiser.
     Lavendelbedet ... jo ser du, lavendlerne kunne ikke lide den fugtige sommer sidste år, og vinterens frost - den oplevede du heldigvis ikke, Haveugle - tog helt livet af dem. Og jeg er sikker på at de salamandrer, der bor langs med muren, sætter pris på at der nu ikke bliver luget hele tiden. Både bier, humlebier og sommerfugle sætter i hvert fald pris på det, der gror der nu. Tidsler - jo tidselkugler er også tidsler, eller i hvert fald i familie - og kardeboller er også god vinterfoder for småfugle. Kan du huske stillidserne, de plejede at komme forbi og spise af kardebollerne?
     Plastikbøtterne står der for at give vand til smådyr. Vores lille vandhul er jo tørret helt ud. Husk den lille frø, der kom og drak, og snogen, der sad fast i nettet, da den ville spise jordbærrene. Det er altså ikke kun din rede, der er tør, det er hele haven, ja faktisk meget mere end det.

Lille frø i hønsevandingstårnets underdel.


🦉 Gangene er ubehagelige for mig at gå i, det har du ret i, Haveugle. De er fulde af hjulkroner der kradser mig på benene, når jeg går forbi, og så dild. Begge dele er god mad for bier og svirrefluer, og jeg er helt bange for at få en bi op under skørterne, når jeg har travlt. Sommerfuglene kan også lide dem, men jeg har kun set kålsommerfugle det sidste stykke tid."

😠 Haveuglen blev tavs et øjeblik: "Ja, jeg savner også sommerfuglene," indrømmede Haveuglen. "De var så smukke at se på. Nu ser jeg kun kålsommerfugle og randøjer, de ser så triste ud. Men hov! Forleden dag var der faktisk en admiral og et par påfugleøjer. Det er derimod længe siden jeg har set tidselfugle, citronsommerfugle, auroraer og hvidvinger. Hvor er nu din sommerfuglebusk, du havde da sådan en fin én, Uglemor?"

🦉 "Ja, jeg havde en sommerfuglebusk. Den kunne heller ikke tåle frosten. Men det var nu også deprimerende at se på. Jeg kom bare til at tænke på alle de sommerfugle, der ikke længere var der."

😠 "Hvad skal vi gøre, Uglemor?" sukkede Haveuglen.

🦉 "Det ved jeg heller ikke, Haveugle. Men jeg ved at bar jord, fine bede og forædlede planeter ikke er vejen frem. Heller ikke haver dækket af sten og fliser. Her i haven får græsset lov til at blomstre, og ukrudtet lov til at gro - ikke over alt, men alligevel."

😠 "Jo, Uglemor, jeg har lagt mærke til dine bede, der er jo ikke noget - eller i hvert fald ikke nær så meget ukrudt. eller skal jeg måske snarere kalde det insektfoder.
     JEG HAR EN IDÉ! Du står jo på det der marked, ikke? Fyld du nogle små poser med frø fra alle dine ikke-ukrudtsplanter, og del ud af dem på markederne. Du kan jo skrive "Blandet insektfoder" på poserne, og så mal nogle fine billeder af farvestrålende sommerfugle og fine blomster."

🦉 "Ja, det kan jeg i hvert fald gøre. Egentlig ville jeg hive de fleste hjulkroner op snart, de er næsten afblomstrede, og som sagt kradser de. Men mon ikke de fleste haver har et hjørne, hvor kradsende og stikkende planter kan gro og give plads til sommerfule og insekter? Vi prøver!"

En lidt mere optimistisk Haveugle med fine glasflasker på sine pinde.

torsdag den 10. maj 2018

Havelyst - Gaffeludplantning

Dette er endnu en af Uglemors artikler over fra Havelyst.  

     Jeg forspirer mange ting indenfor i speedlingsbakker. Det er de der sorte eller grønne bakker med tragtformede huller på rad og række.  Og jeg har altid haft svært ved at få planterne ud uden at ødelægge enten planterne eller bakkerne. Det smarteste, jeg endnu havde hittet på, var at skubbe dem ud med en blyant gennem hullet i bunden. Her forleden læste jeg så om gafler og udplantning hos Lone Landmand og Søren Sørøver – det måtte prøves.
     I dag udplantede jeg mine Skønhedsøjer - der jo gav en intens rødorange - med gaffelmetoden.
     Den er godkendt! Hvor var det let.

 Først vander man jorden, så den ikke skrider for meget og stikker en plantepind i den.


 Så tager man en gaffel ...

 ... og en bakke planter. Gaffelen stikkes ned langs kanten…


 … og planten vippes lige så elegant ud af bakken.


 Plantepinden drejes rundt og hives op ...

 ... og efterlader det flotteste hul. 
Jeg kunne godt tænke mig en bredere og kortere plantepind - det må blive en vintersyssel.

 Planten stikkes ned i hullet…


 … og trykkes fast med gaffelen. Sådan!


     Her er alle skønhedsøjerne plantet. De bliver afdækket med hvidtjørne-grene fra træet ved siden af som værn mod katte og slagregn.

tirsdag den 8. maj 2018

Samtale med Haveuglen - Nye bede

     Uglemor må bare prale med sine fine bede. Der er sat sneglespærre om det øverste, sået salat, radiser og Susanne med det sorte øje. I de næste par bede er der sået pynteblomster og i de to nærmest dome er der lagt kartofler.  Om lidt sår jeg majs og kål.
     Er du nu tilfreds, Haveugle?

Havevandring - Dominoarbejde

     Domino-arbejde. Uglemor skriver om det fra tid til anden, og der er også andre der oplever det. Det er underligt. Man starter dagen med at beslutte at i dag skal man A, og så B, ... men så, så sker der noget. Noget, der kræver handling her og nu. Og desuden; for at lave A, som jeg havde sat mig for, må jeg først gøre C, og D for at få plads til E, som så fører til F og så fremdeles .... og så er dagen gået uden at jeg fik tid til A for slet ikke at nævne B. Den slags kalder Uglemor domino-arbejde.

- 🀹 -

Og hvad skulle Uglemor så gøre i dag?
A. Skære nogle syrener ned for at give plads til andre buske og træer.
B. Plante en masse frø i bed 3 der hvor jeg stoppede i går
C. (Måske) Lave en bukkarsæbe

Frø, parat til at blive sået

     Men jeg besluttede at begynde med at save syrener ned.

Starten på nedskårne syrener.

     Så opdagede Uglemor at nogle af syrenerne faktisk var hvide. Vi havde besluttet at de jo bare duplikerede andre syrener, men vi har ikke andre hvide end her. Det må diskuteres med Skribenten, som naturligvis er på arbejde og til møde. Han er først hjemme efter det er blevet mørkt.
     Men hov, den vilde kørvel der gror der, lige under træerne. Den er jo stor nok til at farve med. Og hvis den bliver stående tramper vi den nok bare ned.

 - 🀺 - 

Vild kørvel efter plukning

Plukke, plukke, plukke. Så ind og veje. Der er for meget garn, det må vindes om. Nej, det er nok lettere at plukke lidt flere planter. Plukke, plukke, plukke. Vand i, tænd gryden. Hvor er det bare skønt med den vidunderlige gryde.

 - 🀻-

Mælkebøtter er koncentreret solskin

     Så kom den første Ugleunge hjem fra skole med nogle smukke blomster til Uglemor. Medens de blev sat i vand, faldt Uglemors blik på planterne i vinduet. De trængte også til vand NU!
     Måske er det også tid til at plante artiskokker eller auberginer ud? De er meget store. Nogle af de andre skal i hvert fald ud - når der er blevet sået.

- 🀼 -

Artiskokker og laurbær på terrassen

     Artiskokkerne blev sat på dagophold på terrassen. Samtidig skrubbede Uglemor lige et par uldlus af laurbærplanten. Hverken de eller jeg er til sinds at opgive kampen.
     Auberginerne, derimod skulle bo i domen. En af dem var allerede i en stor potte, den blev båret derud med det samme.
 
- 🀽 -

Auberginen på sin nye plads. Flere kommer de følgende dage.

     Inde i drivhuset var der varmt! alt for varmt. Selv med det ene vindue og den øverste del af døren åben var der tropiske varmegrader. Det andet vindue skulle i, NU!. Uglemor hentede hammer, sav, skruer og skruemaskine. Heldigvis kom Piraten forbi og kunne give en hånd med at holde og række ting. Uglemor har altså kun to hænder.

- 🀾 -   

Begge vinduer på vid gab.

     Så spiste vi frokost og Uglemor gik ud og hentede æg. Skrukhønen lå stadig på reden - og havde fået selskab af en mere. Uglemor greb gulvskrubben som står der for det samme - høns hakker hårdt - og jog madammerne ud. Da lemmen gled ned og spærrede for indgangen, så Uglemor at den var i stykker. En hel ræv ville med lethed kunne kravle ind mellem opgangen og lemmen. Det går ikke!
     Uglemor hentede atter hammer, sav, skruer og skruemaskine. Heldigvis har vi masser af planker, brædder osv. stående der, hvor hønsene bor. Og der var da også noget, der kunne bruges, så hønsene fik en fin, ny hoveddør.

- 🁁 -

Ny hoveddør til hønsene.

     Uglemor skulle jo ind i hønsegården for at reparere lemmen. Og døren ind til hønsegården var søreme også i stykker. Den har hængt lidt et stykke tid, og Ugleungerne er ikke blide ved den. Uglemor reparerede og forkortede så den grønne snor, som mennesker, men ikke høns, kan bruge til at åbne døren indefra med.

- 🁂 -

Repareret lås til hønsegården

     I går havde vi forsøgt at tænde bål og riste pølser. Det var bare ikke lykkedes. I dag var Uglemor kommet i tanker om, hvad vi havde gjort forkert - og det var Piraten også. Så sammen fandt vi grene, aviser, brænde og skumfiduser frem. Minimax og Spirillen lugede, lidt, og spidsede pinde til skumfiduserne.

- 🁃 -

Skumfiduser med mini-pinde

Vi brugte mange forsøg på at tænde ild. Uglemor hentede mange grene og Piraten flere aviser.
- 🁄 -


Mandagens sørgelige rester

     Så gik det op for Uglemor, hvad der var galt. I går var det helt vindstille, men i dag blæste det altså for meget. Vi har brug for læ.
     Uglemor hentede en gammel slidt presenning, tre tentorpæle og et stykke sejlgarn

- 🁅 -

Vindbeskyttelse til bålet, der skulle lige to tentorpæle mere til.

     Mens Ugleungerne så lugede lidt mere og ventede på bålet, ville Uglemor endelig så sine frø. Men så kom hun forbi løvstikkerne og så, at de totalt skyggede for super-mynten midt i bedet. Med hjælp fra Minimax, endnu flere tentorpæle og sejlgarn, lavede vi denne løvstikke-holder.

- 🁊 -

Løvstikkerne står pænt nu.

     Lige ved siden af løvstikkerne er aspargesbedet. Uglemor så, at to af aspargeserne skulle høstes, og så skulle der luges. Den ene af de nyindkøbte asparges, den røde, havde spiret, og var sprunget ud. Den må godt.

- 🁊-


To asparges, der skal plukkes og flere på spring.

     Aspargeserne er plukket, Ugleungerne laver deres pligter medens flammerne bliver til gløder så de kan riste skumfiduser, Domen har den rette temperatur, hønsene klukker mere eller mindre fornøjet udenfor og ulden står og køler af i den vidunderlige gryde. Uglemor tager frøposerne og sår.
     Med hånden fuld af småbitte kålfrø hører Uglemor en af Ugleungerne råbe. Først tage hun sig ikke rigtigt af det, det lyder ikke alvorligt. Men det er jo Spirillen og han råber højt på mor. Uglemor sår lynhurtigt de frø, hun sidder med og løber hen til ham.
      Han var ved at hænge vasketøjet op da snorene knak. Nu står han med hænderne og hovedet fulde af snore med rent, vådt vasketøj, er ikke må falde på jorden. Efter en , føles det meget lang tid med halen og trækken i diverse snore og udspørgen af Spiril, finder Uglemor endelig den rigtige løse ende at hive i. Hun binder den fast, men de sidste to kan hun ikke nå at hænge op. Det er Skribenten, der har hængt tørresnorene op, og han er næsten to meter, så Uglemor lader bare snorene ligge og beder Spiril bruge de ikke-knækkede.
- 🁋 -

Ophængt vasketøj og knækkede snore.

     Ugleungerne rister skumfiduser, Uglemor planter frø. Solen skinner stadig, selv om det efterhånden er blevet sent.
     Uglemor bliver færdig, samler frøene sammen, plukker salat og radiser i domen, lukker døren, slipper hønsene ind og går ind for at lave aftensmad. Men først skal hun lige se til ulden, hente alle redskaberne ind fra haven og tjekke at alle Ugleunger har lavet alle deres lektier.

- 🁋 -

Alle de frø, Uglemor fik sået i dag

     Syrenerne står stadig, bukkarvandet venter stadig i køleskabet, men det bliver jo en lige så dejlig dag i morgen.
 - 🁌 -

lørdag den 5. maj 2018

Havevandring - Forårshøst

     Uglemor har været flittig i haven. Den 28. april kom tomaterne ud i domen, det er tidligt, men en dome skulle også blive hurtigere varm end et normalt drivhus. Og tomaterne trivedes.
     I går formiddags var Uglemor på en længere rejse efter haveredskaber, vinduesoplukkere og samleled til vandingsanlægget.
     I går eftermiddags blev det hele så installeret og så blev peberfrugter og chili plantet ud.
En smuk anemone, som Skribenten plukkede.

Et af de nye haveredskaber - og så er det blåt :)

En vinduesåbner installeret.

En ny ugle i haven. Også den er blå.

Dagens høst fra domen

Nyplantede peberfrugter, overvintrende salat og selvsået dild.
Der er også to rækker blandede radiser.

Alle de nyplantede peberfrugter og chilier.

Tomater der bare gror, og mit fine vandingssystem.

I den lokale Irma kunne man købe "Krydret karse". Det var bare slet ikke karse, men rød shiso og stevia. Netop de to, der bare ikke har villet spire. De var oven i købet billige. Haps, endte de i kurven og blev straks delt og puttet i større potter.

søndag den 22. april 2018

Samtaler med Haveuglen - Første og sidste

     Igen i dag arbejdede Uglemor i haven, stærkt opfordret af Haveuglen, der kunne mærke varmegraderne og ville ud i haven, nu!
     Ugleungerne hjalp efter bedste evne; de er stadig slatne, sårede osv., men på bedrings vej, og det samme gælder Skribenten.
      Bedene fik de sidste kanter. Det går så meget lettere, når man er to om det.

    Piraten og Uglemor flyttede buen som bønnerne skal gro op  ad, hen i det rigtige bed.

     Af rester fra kanterne lavede Uglemor en hylde til blomster under Mariarelieffet, der også blev vasket i dagens anledning.
     Ugleungerne ryddede alle de gamle pinde, planker og havareret legetøj væk fra nedenunder. Det endte med at se helt godt ud.

     Hver gang nogen bare tænker på at gå ud i haven, vågner hønsene op til dåd, og fortæller højlydt hvor sultne de er og hvor forsømte de føler sig.


Haveuglen skuer fornøjet ud over sit rige fra den nye rede. Han har søreme fået besøg af en frø.


     Nogle af de nye planter blomstrer allerede. Gad vide, om de virkelig har krudt til det?
Arktisk hindbær

Hvid ribs


     Stenene til HaveUglen rede kommer fra rabarberbedene, de skal have nye kanter. Der var også for mange skvalderkål i de bede.



     Under sidste strejke begyndte Ugelungerne at renovere legehuset. Men vi løb tør for både brædder og tid, da strejken blev ophævet. Nu er legehuset ved at rive sig selv ned. Det eneste, der kan genbruges, er skruerne, og dem henter Piraten så til Uglemor.



     I dag gjorde Uglemor en hel del ting for første gang i år. Den første høst fra haven: Brændenældeblade.
     De behøver ingen særlig pleje for at bære gro og formere sig. Men de smager godt i brød og pizzaer.


     Uglemor hentede bue og pile og tog årets første skydetræning. Alle pilene ramte i hvert fald halmballen.
     Den tredje først ting er ikke rar. Uglemor klaskede årets første hveps. Øv, de er fremme igen.