Dette forår har været ualmindeligt køligt. Der er mange planter der slet ikke kan lide det. Selv inde i domen er det koldt, og Haveuglen synes at Uglemor har sat alt for mange planter ud i domen alt for tidligt. Til sit forsvar siger Uglemor at de ikke kunne blive stående inde i vindueskarmen alle samme.
Her ses to lidende planter, en vandmelon øverst og en lille agurk.
På den anden side er der også nogle planter der virkelig synes om det her vejr.
Citronmelissen trives. De brune blade skyldes et par varme dage tidligere i maj.
Der er nu også gode nyheder i domen:
Sibirisk huspeber skyder endelig, den er en overlever fra sidste år
Så går vi udenfor. På terrassen bliver der varmere, og Haveuglen noterer med tilfredshed at laurbærplanten skyder på ny.
Den russiske esdragon, der blev omplantet til det store krydderurtebed, overlevede faktisk omplantningen.
Jordbærbedet blomstrer og ser lovende ud. Haveuglen kritiserer lugningen, men Uglemor har en god grund.
Se nu her Haveugle. En valmue er spiret frem. Det er den slags behagelige overraskelser, man får, hvis man ikke luger helt i bund. Årets birkes er reddet.
Men dem her - stakler. Squash og japansk indigo må pænt blive inde indtil det bliver lidt varmere. Bønnerne ligge også stadig i deres poser og venter på at blive sået.
Så er der absolut lyspunkter i haven. Disse smukke tulipaner var helt gule, da jeg fik dem for et par år siden, men om det er jorden eller vandet ellet hvad, så er de nu stribede.
Pia fra Colour Cottage praler med sit smukke håndtag til drivhuset. Haveuglen vil ikke stå tilbage, og fremviser stolt lukningen af drivhusdøren. Den er stormsikker.
Smuk grøn snor og tagpapsøm klarer problemet.
Så er der jo også gang i farvegryden. Og planterne gror lige udenfor i haven. Der gror nælder, skvalderkål og rejnfan. Forleden lærte Uglemor at vild kørvel også duede til at farve med. Modvilligt måtte haveuglen indrømme at det vist var meget godt, der ikke var blevet luget henne om hjørnet. For se nu bare.
Vild kørvel og oregano - begge farveplanter - blandt andet ukrudt.
Men så det bed derhenne, påpegede Haveuglen, det er da en skændsel. Alting gror bare vildt. Uglemor er, ikke overraskende, ikke helt enig.
Hvad gror der da: Akelejer, perikon matren og sæbeurt. Alt sammen
enten kønt eller nyttigt - eller begge dele. Og så er der de der store i
forgrunden. Uglemor håber at det er vaid, men sikker nej det er hun
ikke.
Haveuglen må nødtvungent indrømme at det kan være godt ikke at luge grundigt over det hele og med det samme. Men, kære Uglemor, den der mynte. Den har du altså talt om at flytte i mindst et halvt år nu.
Uglemor har selvfølgelig endnu en god forklaring.
Der groede mynte sidste år, og selv om bedet blev gravet grundigt
igennem, er der små stykker rod tilbage. Og nu afslører de sig. Se nu
bare denne her. Det lille stykke rod til højre skød et skud i hele
pilens længde, brød gennem jordoverfladen, og havde allerede fået fire
små blade.
Uglemor forlod Haveuglen og gik ind til sin farvegryde.
Overfarvning af små bundter svampefarvet garn med lugtløs kamille.
Det skulle være blevet orange, men den røde farve nærmest smeltede.
Og dagen endte smukt med solnedgang bag disse dramatiske skyer.
