søndag den 5. november 2017

Havevandring - Valnødder

     For første år nogen sinde har vi fået så mange valnødder at vi ikke kunne nå at spise dem friske.De begyndte at mugne, selv om Uglemor vaskede dem, ikke vaskede dem, bredte dem ud på net og alle mulige andre forsøg. Det eneste, vi ikke prøvede, var Atamon. Men så fik Uglemor og Skribenten en lys idé. Måske kunne man putte dem i tørremaskinen sammen med svampene, der næsten var tøre.
     Uglemor puttede en håndfuld nødder i, og lod dem stå i maskinen. Efter en time prøvesmagte Skribenten en nød, der var ikke rigtig sket noget. Han prøvede igen efter 2 og 3 timer og igen lige inden vi gik i seng. Samme nedslående resultat. Men næste morgen var de perfekte. Uglemor fjernede sine tørre svampe og prøve-valnødderne. Resten blev fordelt på to bakker og tørrede i maskinen til samme aften.Atter perfekte valnødder. 12 timer i tørremaskinen er lige det rette. Nu kan de holde til de bliver spist.

Perfekt tørredde valnødder

lørdag den 4. november 2017

Havevandring - Inspiration, salat og tomater

      Måske burde denne november-serie hedde noget i stil med "Dem, Uglemor bliver inspireret af". For i dag kommer vi på visit hos Karna Maj, der skriver fortryllende om sin store have og selvforsyning året rundt. Ja netop den slags Uglemor gjorde oprør mod
     Forleden havde Karna Maj skrevet om at plante kål ind i drivhuset. Uglemor har ikke så meget kål, men salaten i potterne lever stadig, de spirede temmelig godt, og sneglene har mirakuløst nok ikke ædt dem. De skulle ind i domen.

Salaten gror nu i domen

     Som det kan ses, blev Uglemor modigere og dygtigere med tiden og delte salaten mere op. Salaten gror der, hvor det har været agurker. Men resten af domen er stadig ikke ryddet, og ser sådan her ud:

Vildnis!

      Hvis man ser godt efter, gror der nemlig stadigvæk små, meget velsmagende tomater.
 
Vi ser godt efter.

      Hvis vi nu vender os om, gror der en af de planter, der kun kommer, når Uglemor ikke luger grundigt nok til at gøre Haveuglen tilfreds.

Oba -- Grøn shiso

     Uglemor kan naturligvis bedre lide den røde, men dem gror ikke i år.

En almindelig rød radise i blomst. Måske når der at komme flere skulper.


torsdag den 2. november 2017

Havevandring - Ingefær

     Hele sommeren har der stået en hvid, firkantet opvaskebalje i Uglemors dome. Der har groet underlige vækster op ad den. Uglemor synes, at de underlige spirer har været præsenteret før her på bloggen, men findes igen, det vil de ikke.
     Måske er det et af de blogindlæg, der kun er blevet skrevet inde i Uglemors underlige hoved. Så her er et nærportræt af en af dem som helt lille tilbage i februar.


    
     I dag var de allesammen visnet, de kan ikke lide den kølige, danske vinter. For selv om de mindede en del om bambus, så er det altså ingefær.
     Uglemor måtte i gang med at høste.

     Først skal rødderne vaskes. Dette her stykke er ca. så stort som det, jeg plantede tilbage i februar.


    Her ligger rødderne så til tørre. Vi har spist af dem undervejs ved at grave en enkelt lille rod op ved behov, så høsten er endnu større end det ser ud til.
     Nu overvejer Uglemor  så, om de lange tynde rødder til venstre i billedet også kan spises.

     I morgen skal Spirillen bage ingefærkager, og Uglemor har fundet en opskrift ovre hos Lucy fra Attic24. Den lyder lækker.



Havevandring - Indendørs

     Som trofaste læsere vil vide, er Uglemor meget glad for japansk mad og for selvforsyning. Det kan godt være ingefær og citrongræs ikke er dyrt i indkøb, ikke engang i økologisk kvalitet, men alligevel. Og der er altid alt alt for meget ingefær i de pakker. Og citrongræs kan man kun få sporadisk
     For nogle år siden dyrkede Uglemor ingefær selv, og det var faktisk en succes. Så det skal prøves igen. Nogle knolde lå og spirede i bakken. Her er den største spire, der lige når op over jorden. De skal vis bare have en rigtig stor, flad potte at gro i, når de kommer i gang.


     De her tre triste stængler citrongræs var på tilbud for 2,- Og oven i købet også økologiske. De har stået i vand i køkkenet i flere uger og nu. Nu er de faktisk spiret. De skal også have en stor potte, Jeg mener, at de kan stå ude om sommeren, men de kan helt sikkert ikke tåle frost. Det skulle blive en stor, smuk tue. Den skal nok have en rulledims at stå på.


     Så var jeg jo misundelig på Karnas fine frøkasser. Jeg kunne ikke lige lave noget tilsvarende, og Ugleungerne var ikke i humør til at hjælpe. Så jeg tog en papkasse og skar i stykker, så endte det sådan her. Og det er da helt fint.


     Det bedste er, at næsten alle frøene faktisk kunne være i kasse. Kun dem, der er i glas eller bøtter må stå udenfor. Nu er der orden i frøene!

Alle frøposerne, I de øverste to riller grøntsagsfrø i alfabetisk rækkefølge. + lidt blomster
Nederste rille indeholder salater og krydderurter, sidstnævnte også alfabetisk.
Udenfor kassen er der morgenfruefrø, sorte bønner til farvning, akelejefrø fra haven, kørvelfrø og nigella.

torsdag den 27. juli 2017

Havevandring - Skønhed


Hegnet om bistaderne (nu uden bier) efter at det gamle rustne
hegn var fjernet, stenene flyttet og der var luget og sat blomster op.


Og før. Minimax og jeg lugede en hel del i går, blandt andet genfandt vi en efeu og en kaprifolie.


Naboens smukke stokroser.


En humlebi i vores brombær. De blev også beskåret i dag,
og bagefter klippede Skribenten hækken ved siden af.


En mjødurt. For første gang nogen sinde har den ikke meldug.


Løfter om en yppig høst. Brombærsyltetøj smager godt.


Stokroser langs huset. Skribenten har indfanget dem.


En af vore havegange. Nu kan man altså se den.


Endnu en stokrose.

Skovjordbær bliver ved med at give frugter længe efter at de store jordbær er holdt op

Det store jordbærbed er færdigt for i år, Skribenten har luget.
Snart kommer Uglemor med leen og en trillebørfuld kompost.

onsdag den 31. maj 2017

Samtale med Haveuglen - Ukrudt på rette sted

     Endnu engang er Haveuglen kommet ud i haven, hvor han står og mugger. Uglemor prøver at overbevise ham om at det ikke skal se så over-ordentligt ud, som han gerne vil have (se Uglemors have-manifest). Her sidder han halvt begravet i ukrudt og skuer ud over sit kongedømme.


😠      Se nu at komme i gang Uglemor!
🦉      Uglemor tager den lidt mere med ro. Der skal først høstes en hel masse mælkebøtteblomster før der bliver klippet nogen kanter her!



🦉     Og se nu her. Nok engang spirer der masser af valmuer , kun fordi jeg ikke har luget i bedet. Nu  kan jeg så se forskel på krudt og ukrudt, nu kan jeg luge her. Tag det nu roligt, Haveugle.

🦉     Se, jeg har fjernet græsset i en lille firkant, det ved jeg nemlig er ukrudt - det hjalp vel nok meget - eller ikke? Og jeg må komme tilbage efter morgenfruerne er spiret ordentligt frem og fjerne resten. Jeg ordner ikke resten af bedet!

Før og efter

🦉     Men ja, Haveugle, her har du ret. Området omkring rabarberne trænger i den grad til en studsning. Det vil være lettere at plukke dem uden at nælderne brænder os og snerlerne holder fast i rabarberne.


🦉     Haveugle, se lige den smukke røde ting her. Hvis jeg havde haft så travlt med at luge, ville den aldrig have haft en chance. Gad vide hvad det er?


🦉     Kan du huske, Haveugle. Sådan så trappen ud, lige da den var færdig. Den er ikke helt så plantefri lige nu. Men der er altså en god grund. Lad os gå tættere på.


🦉     Nej det er ikke tæt nok på, Haveugle. Nu kan du bare se det ukrudt vi efterlod, men ikke grunde til at det er der! Overblik og store linjer er godt, men detaljen er også vigtig.


🦉     Nu kan du se dem. Alle de små, runde huller. Det er ikke regnorme der har lavet dem, det er her alt for tørt til. Hvert eneste hul er en jordbis lille hjem. Dem må vi ikke forstyrre. Uglemors bier er jo døde, så jordbierne har et meget vigtigt bestøvningsarbejde i haven i år. Humlebierne hjælper godt nok, men jerdbier er vigtige.


 😠    Haveuglen smiler ikke, men den er blødgjort. Og alle de smukke tulipaner der er sprunget ud ovenpå regnen, hjælper på humøret.

fredag den 3. februar 2017

Havevandring - Såning

     Hver år sent i januar eller først i februar kommer der en dag, hvor Uglemor ikke kan vente længere. Nej det er ikke sommertøjet, der skal luftes eller gardinerne der skal vaskes. Det er frøposerne der skal ryddes op. Ligesom Karna Maj lader jeg også poserne ligge i kassen, der hvor de nu falder, når jeg bruger dem for sidste gang i løbet af efteråret. Men så ...
Ja, det er en æblekasse fuld af frø. - Og ja, jeg samler selv mine egne frø.
Frøene i plastikposen er nytilkomne.

     Og hvert år tænker Uglemor ... i år behøver jeg vis ikke at købe flere frø - bortset fra lige dem og måske dem her ... de var vist lidt gamle, dem jeg havde. Og vupti er samlingen blevet endnu større. Jeg må vist lave et par kasser i stil med dem Karna Maj har sine frøposer i.

     Her er billeder fra årets første såning. Det er dels test af spireevnen, dels lyst til krydderurter på maden, der har fået mig til at forsøge mig allerede.

24. januar


 Første spirer - 27. januar